Danske indsatser i regionen
MADAD trustfonden
MADAD trustfonden har siden december 2014 været det primære instrument for EU's udviklingsstøtte til indsatser for flygtninge og lokale værtssamfund i nabolandene til Syrien. Trustfonden har til formål at sikre en mere sammenhængende og integreret respons for EU og medlemsstater på krisen og har støttet mere langsigtede behov som uddannelse, sundhed, sociale sikkerhedsnet, iværksætteri og jobskabelse. Trustfonden har særligt fokus på at støtte værtsregeringer i nabolandene med at løfte den byrde som det er på deres lokale værtssamfund og serviceydelser at huse over 5 millioner syriske flygtninge. Trustfonden samarbejder med internationale NGOer, FN organisationer, uddannelsesinstitutioner og andre udviklingsaktører. Mandatet for MADAD trustfonden udløber ved udgangen af 2021 og erstattes herefter af en ny bistandsarkitektur for EUs udviklingsbistand, NDICI. Projekter finansieret af trustfonden vil forsætte frem til 2024.
MADAD trustfonden har faciliteret adgang til forskellige typer ydelser for 7.871.289 personer siden dets oprettelse.
Budget
Danmark har siden 2014 bidraget med 400,7 mio. kr. til fonden. Trustfonden har samlet mobiliseret 2,3 milliarder euro siden 2014.
Område
Jordan, Libanon, Tyrkiet, Irak, det vestlige Balkan, Egypten og Armenien.
Læs mere om MADAD trustfonden og dets mange partnerskaber på deres dets her:
Regional Development and Protection Program (RDPP)
RDPP er et multi-donor europæisk initiativ, som har til formål at støtte syriske flygtninge og lokale værtssamfund i Libanon og Jordan med henblik på at styrke vilkårene for mere varige løsninger for de syriske flygtninge. Programmet er støttet af Danmark, EU, Irland, Schweiz, Østrig, Holland, og Tjekkiet. Danmark har ledet implementeringen af RDPP siden programmet startede i 2014. RDPP har særligt fokus på at styrke kapaciteten for lokale civilsamfundsaktører og i anden fase af programmet var mere end halvdelen af partnerskaberne med nationale organisationer. Programmet har fokus på fire tematiske områder: 1) Sårbare flygtninge og lokalsamfund er mere selvhjulpen og modstandsdygtige, 2) Kvinder og børn, der er i risiko for udnyttelse og misbrug, støttes til at kunne benytte deres rettigheder, sikkerhed og kvalitetstjenester i stigende grad, 3) Policy dialog omkring holdbare og bæredygtige løsninger, herunder levevilkår og beskyttelse af flygtninge og lokalsamfund øges, 4) Større fokus på samarbejde med lokale partnere samt understøttelse af dem.
Den nuværende og tredje fase af programmet startede op i 2023 og løber fremtil 2026 med et samlet budget på 45-50 mio. euro. Implementeringen ledes gennem programkontorer i Beirut og Amman.
Budget
Danmark har bidraget med 390 mio. kr. til RDPP siden 2014.
Område
Libanon og Jordan.
Læs mere om RDPP og dets mange partnere på deres hjemmeside her:
Global Concessional Financing Facility (GCFF)
GCFF administreres af Verdensbanken og giver lån på gunstige vilkår til Libanon og Jordan. Formålet med lånene er at udvikle og forbedre infrastruktur, skabe industrizoner, forbedre serviceydelser og gøre landene bedre i stand til at afbøde de negative konsekvenser af den store flygtningetilstrømning (bl.a. forøgede udgifter og pres på ovennævnte sektorer).
Budget
Danmarks samlede bidrag til GCFF udgør 507,1 mio. kr.
Område
Jordan og Libanon
Læs mere om Global Concessional Financing Facility på dets hjemmeside her:
Global Concessional Financing Facility
Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)
Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) er Danmarks samarbejdsprogram med Mellemøsten og Nordafrika. Siden 2003 har DAPP arbejdet for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse i fire fokuslande: Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.
DAPP har det overordnede mål om at skabe bedre liv for unge i de fire lande. Det er DAPPs danske partnerorganisationer, der i samarbejde med lokale NGO’er, laver projekter, der skal realisere målet. Deres to overordnede fokusområder er: 1) At sikre de unges menneskerettigheder ved blandt andet at arbejde for ligestilling og frie medier, 2) At forbedre unges adgang til arbejdsmarked ved blandt andet at fremme iværksætteri og jobskabelse
Læs mere om DAPP på dets hjemmeside her:
Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram - DAPP